Interreligiøs dialog

Skrevet af Pater Max Mizzi i maj 2006 (Bente Wolfs oversættelse)

Interreligiøs dialog er en ny bevægelse i Den Katolske Kirke, ligesom den er det i de øvrige kristne kirker samt i de øvrige verdensreligioner på jorden. Igennem århundrederne har der ikke eksisteret nogen form for officiel dialog mellem jordens mange religioner - tværtimod. Tilhængerne af de forskellige religioner ignorerede hinanden og havde endda talrige konflikter og krige, hvor de forfulgte hinanden. Sommetider gjorde de dette i Guds navn, og desværre finder det også i et vist omfang sted i dag. Faktisk har vi her i begyndelsen af 2006 været vidne til konflikter mellem hinduer og kristne i Indien og mellem muslimer og kristne i Sudan, Nigeria og også andre steder på jorden.

Det 2. Vatikanerkoncil og fredsmødet i Assisi
I Den Katolske Kirke kom gennembruddet for den interreligiøsie dialog med Det 2. Vatikanerkoncil (1962-1965), især i Koncilets dekret "Nostra Aetate". I dette dokument tilskyndes katolikker til at skabe positive relationer til tilhængerne af jordens andre religioner, ikke mindst til jøder og muslimer, som tilhører de to øvrige monoteistiske religioner. Faktisk anerkender og tilbeder muslimer og jøder den samme ene Gud, som de kristne gør det.

Koncilets dokument henviser også til hinduer, til buddhister og til øvrige religioner.

Det 2. Vatikanerkoncil åbnede op til en ny horisont for hele jorden og ændrede Den Katolske Kirkes holdning til andre religioner, samtidigt med at det ændrede forholdet mellem verdensreligionerne til det bedre. I stedet for at ignorere eller forfølge hinanden begyndte tilhængerne af de forskellige religioner nu at skabe relationer til hinanden med dialog, venskab, respekt og samarbejde. Det var som om, at Koncilets dekret udløste et lettelsens suk ikke alene hos katolikker, men også hos øvrige kristne og tilhængere af andre religioner. Efter afslutningen af Koncilet begyndte Den Katolske Kirke hurtigt at skabe kontakt til tilhængerne af de øvrige religioner, og der kom et positivt svar fra alle sider. Det var i begyndelsen som "at stikke fingeren i jorden" hos hinanden, som vi siger det. Det var et noget frygtsomt initiativ, som varede i ca. 20 år indtil d. 27. oktober 1986, hvor det store fredsmøde "The World Day of Prayer for Peace" blev afholdt i Assisi.

Faktisk kan vi sige, at interreligiøs dialog i praksis og i stor målestok startede efter "The World Day of Prayer for Peace", hvor Pave Johannes Paul II inviterede ledere fra verdensreligionerne til at bede for fred i Assisi.

Efter dette historiske møde begyndte mennesker at tale om "interreligiøs dialog", og faktisk også at have dialog med hinanden. I Assisi blev konceptet "interreligiøs dialog" født, og var ikke mere begrænset til et dokument, men begyndte at blive en praksis. Efter mødet i Assisi spredte interreligiøs dialog sig som en steppebrand over hele verden. Utallige interreligiøse møder og konferencer blev organiseret, og bliver det stadigvæk, i forskellige dele af verden. Motivet bag disse møder er at skabe en ny ånd mellem religionerne i verden, at bringe de forskellige religiøse ledere til at tale med hinanden og til at samarbejde for at tilvejebringe nye løsninger på konflikter, på fattigdommen og uretfærdigheden i verden, på bevarelsen af Skabelsen, på at afskaffe vold mod kvinder og børn og på at fremme respekt og kærlighed i den menneskelige familie.

Med denne nye ånd kom utallige initiativer i gang. I 1988 afholdtes Global Forum of Spiritual and Political Leaders i Oxford, England, hvor bl.a. Dalai Lama og Moder Teresa var til stede. I 1993 afholdtes i Chicago, USA, det møde, som kaldes "Verdensreligionernes Parlament", hvor der deltog omkring 300 religiøse ledere, politikere og videnskabsmænd fra mange dele af verden, inklusive Dalai Lama. "Verdensreligionernes Parlament" har afholdt to store møder siden 1993, nemlig i Cape Town i Sydafrika samt sidst i Barcelona, Spanien. Som en markering af årtusindskiftet blev der i år 2000 afholdt et stort møde mellem religiøse ledere i New York, USA. Denne gang samledes lederne i FN's hovedkvarter, og det blev betragtet som FN's anerkendelse af betydningen af interreligiøs dialog. Det er en ganske stor opgave at klarlægge hvor mange og hvornår, disse forskellige internationale møder er afholdt, for de er talrige.

Sådanne møder kan ændre forholdene på jorden, idet de er perfekte instrumenter for fred, samarbejde og kærlighed. Konflikter må ikke søges løst med vold, had og krig, men gennem oprigtig dialog, respekt og retfærdighed. Religiøse ledere eller enhver anden person må aldrig bruge religion som en undskyldning for vold. Det strider imod den inderste essens i religion og mod Gud, i hvis navn mange konflikter udspiller sig, og er således en alvorlig forbrydelse mod den menneskelige familie.

Foruden disse store, internationale møder afholdes der mange andre ikke mindre betydningsfulde møder mellem forskellige religiøse kommissioner og delegationer. Nogle eksempler er møder mellem katolske og jødiske repræsentanter, hinduistiske og katolske delegationer, møder mellem muslimer og kristne, eller mellem buddhister og repræsenter fra øvrige klostersamfund samt mange andre former for dialog på tværs af hidtidige skel. Sådanne møder holdes for det meste omkring spirituelle og teologiske emner som bøn, meditation, klosterliv, etc. Teologisk dialog i den snævre forstand er stadigvæk på sine allerførste stadier. Det er lettere for religiøse ledere at tale om f.eks. fred og uretfærdighed, spiritualitet og meditation, end at have samtaler om Gud, frelse, evigt liv, etc. Men døren er åbnet også til teologisk dialog.

"The Spirit of Assisi"
På grund af "the World Day of Prayer for Peace" og den interreligiøse dialog, som udsprang af dette fredsmøde i 1986, er Assisi blevet et sted, der er særdeles kendt inden for verdensreligionerne. Tilhængerne af alle religioner anser Assisi for at være et specielt helligt sted. Dette skyldes især Frans, som er helgenen for fred og kærlighed, og som respekterede hele Skabelsen. Frans kan med rette anses som forløberen for interreligiøs dialog på grund af sit møde med muslimerne i Mellemøsten, især mødet med den egyptiske sultan, Melek el Kamil under de tredje korstoge i 1219-20 . Efter fredsmødet i 1986 kaldes Assisi "Prophecy of Peace", ligesom Pave Johannes Paul II ofte talte om "The Spirit of Assisi".

"The Spirit of Assisi" er ånden af bønner, fred og dialog. "The Spirit of Assisi" bør ikke begrænses til foreninger, organisationer eller religiøse ledere. Enhver mand og kvinde er kaldet til at fostre dialog, forståelse, respekt, fred og kærlighed imellem tilhængere af religionerne. Dette bør ikke være vanskeligt, især i de lande, hvor mennesker fra forskellige kulturer lever sammen, så som i mange dele af Europa. Det er meget sørgeligt at se, at der fortsat er mange religiøse og sociale barrierer mellem mennesker, som lever og arbejder skulder mod skulder. Mange møder og samtaler kunne organiseres, også i det små, i små grupper af mennesker fra forskellige kulturer. Det kunne f.eks. være over en kop te eller et måltid mad. Sådanne små grupper kan skabe underværker.

Jorden har brug for instrumenter for fred og dialog, verdenssamfundet i dag har brug for profeter for fred, og religionerne i verden har brug for mennesker, der indgår i samarbejder med hinanden.

Pater Maximilian Mizzi OFM Conv.
Delegeret for økumeni og interreligiøs dialog ved Sacro Convento og Basilica di San Francesco, Assisi